Plads til alle

Indholdsfortegnelse:
Der skal være plads til alle
Jeg ønsker mig et samfund hvor vi diskuterer og debatterer åbent og ærligt, kritisk og gennemtænkt.
Du er velkommen!
Den forældede sprogdebat
Mental infrastruktur og at stå sammen
Positivitet, tak
De yngre generationer er dødtrætte af skænderier
Lad os nu stå sammen



Der skal være plads til alle
Jeg ønsker mig et samfund hvor vi diskuterer og debatterer åbent og ærligt, kritisk og gennemtænkt.
Hvor det ikke er forbundet med fare at sige sin mening.
Fare for at blive forfulgt på de sociale medier - eller i virkeligheden.
Hvor voksne og børn ikke mobbes og bagtales.
Hvor der er plads til alle, uanset hvilken triviel fordom vi måtte slæbe rundt på i forhold til hinanden.

Hvorfor skal ALLE diskussioner om sprog - eller selvstændighed - ende i hvem der er ”rigtig”, og dermed pege fingre af nogen der så per definition er ”forkerte”. Gaab!
Mennesker der kommer udefra - og sågar blandingsbørn og dansksprogede grønlændere – peges der fingre af.
Hvor er det nedgørende, trættende, trivielt.
Er vi ikke kommet videre?

Mennesker som hver dag står op, arbejder, passer på dig og mig i diverse stillinger og som arbejder hårdt for vores samfund - trækkes frem af hatten hver gang der er valg – og skældes ud på.
Stakkels dig hvis du tilfældigvis er født i et andet land end Grønland, og skræk og rædsel hvis du er dansksproget grønlænder... Du må ikke høre til. Kan man tænke når man hører debatten.
Mine poser under øjnene slæber allerede hen over gulvet. Hvor er det dog trist.

Du er velkommen!
Du hører til her i vores kommune. Tak fordi du er her.
Du er værdifuld, du er behøvet, du tæller og du er med i vores samfund.
Jeg har brug for dig, og dem der skælder ud på dig har også brug for dig - uanset om de véd det eller ej.



Den forældede sprogdebat
Ingen enkeltsprogede - hverken grønlandsk, dansk eller engelsk for den sags skyld - skal mobbes og nedgøres. Sprog er et redskab til at kommunikere med.
Den forældede sprogdebat der engang havde sin storhedstid splitter familier og venner ad, ødelægger og skaber incitament for racisme.

Hver eneste skatteyder, hver eneste borger i arbejde bidrager til din og min velfærd, til at hjælpe børn og unge, deres indtjening går til sociale tiltag blandt andet.
Skal vi ikke stå sammen om at løse vore udfordringer? At gå fremtiden i møde, som et styrket folk, en styrket nation, et land hvor vi alle står sammen med hinanden?

Integrationsmulighederne er få, sprogundervisning er ikke særligt let – eller særligt udbredt.
Vore børn og unge skal lære alle 3 sprog, så de kan blive fremtidens ledere, kan forhandle med omverdenen, kan bestride ledelsesstillingerne – og så de aldrig skal ud i den her trættende debat som groft set opdeler folk i ”dem og os”. Punktum.

- Sæt dig ned og se et lille barn ind i øjnene.
Forstil dig dets fremtid.
Hvad skal barnet mon igennem i teenage-tiden, hvad skal barnet uddannes til, hvad ønsker barnet sig?
Accept, kærlighed, tryghed.
Det er så enkelt - så grundlæggende.
Alle mennesker har behov for det, ung som gammel, hvid som brun, rød som blå, du som jeg.

Mental infrastruktur og at stå sammen
Vores mentale infrastruktur er noget vi næsten aldrig taler om, men den er endnu vigtigere end vores fysiske infrastruktur.
Vi skal altså stå sammen i dette land.

Kun sammen kan vi løse de massive udfordringer vi står overfor på social-området, økonomisk, uddannelsesmæssigt osv.
Vi er kun 56.000 sjæle i dette land, vi skal og må stå skulder om skulder og hjælpe hinanden. Hver eneste dag.

Ingen skal udsættes for udelukkelse, racisme, eller for at blive set ned på af andre mennesker.

Vores kultur går ikke spor i stykker fordi vi behandler andre mennesker ordentlig, tværtimod.
Der skal være plads til alle, og det er så krænkende at lukrere på slet skjult racisme – på mig virker det som en måde at aflede fra de problemer vi som samfund må og skal tage fat i.

Hver 3. pige og hver 5. dreng har været udsat for uønsket seksuel kontakt fra en voksen. Lad lige dét synke ind. Vi har én af de højeste selvmordsstatistikker i verden.
Vi har masser af familier der kæmper for at få penge til at få mad, tøj og fornødenheder.
Skal vi ikke koncentrere os om dette?

Positivitet, tak
Vi diskuterer sjældent vores rige kultur og levende befolkning på en positiv måde.
Hvorfor accepterer vi det?
Når nu majoriteten af vor befolkning ér varme, inkluderende, venlige og ordentlige mennesker.
Når nu vi har så fantastisk levende en kultur, kunstnere der popper op alle vegne, når nu vi har en oprindelig kultur vi med glæde kan dele med andre.

Alligevel accepterer vi stiltiende at folk taler dårligt om andre, at de krænker andre folkeslag, og vi vil samtidig gerne leve af turisme, have flere indtægter, have flere penge.

Vi lærer vores børn at tale grimt til hinanden igennem den politiske debat, som rollemodeller, som voksne.
Det kan vi ikke være bekendte.
Forskellene imellem os, er ikke større end at vi alle har behov for tryghed, kærlighed og fællesskab.
Blod ruller igennem vore årer.
Vi har brug for hinanden.

De yngre generationer er dødtrætte af skænderier
Den yngre generation er trætte – dødtrætte - af, at vi politikere skændes om sprog - og kaster mudder - at vi ikke kan sige vores mening uden at 100 mennesker kaster sig over tastaturet og skriver lange, vrede indlæg på Facebook, på kommentarspor i aviserne, på gaden.
Bvadr! Demokrati, tak!

Som om der ikke er nok af problemer at tage os af.
Vi er trætte af, at det ikke fylder halvt så meget med vores seksuelt misbrugte børn der har brug for hjælp, vores selvmordsstatistikker, vores udsatte og sårbare børn, unge og borgere.

Hver eneste dag gales der op på alle mulige yderliggående fløje, på måder så al kritisk debat lukkes ned af trusler, nedgørelser eller slet og ret tyrannisk tale på de sociale medier, i kommentar-felter eller i politiske diskussions-fora.
I mellemtiden taber vi generation efter generation på gulvet i folkeskolerne, på uddannelsesinstitutionerne, i samfundet. Mens vi skændes.
Hvor er det dog symptomatisk for de problemer vi har i landet.

Tænk hvis de mavesure mennesker, som mobber, håner, hader og nedgør andre mennesker brugte alt deres krudt på at være konstruktive, på at hjælpe med at løse problemerne i stedet for at bidrage til dem ved at være krænkere.
Brugte deres krudt på at hjælpe med at løse udfordringerne vi står overfor i landet – sammen.
Er det ikke vores mål?

Lad os nu stå sammen
At stå sammen om at løse de udfordringer og problemer vi har i samfundet?
De er nemlig kæmpe store, og vi har som samfund behov for, at vi alle sammen løfter. Sammen.

Kommuneqarfik Sermersooq er en multikulturel, levende kommune.
Jeg ønsker et inkluderende, rummeligt samfund, fri for mobberi, racisme og had.
Jeg ønsker et samfund hvor vi jager løsninger for udsatte borgere i samfundet, og hvor vi koncentrerer kræfterne om at hjælpe børn og unge, seksuelt krænkede og andre marginaliserede.
Hvor der er plads til alle som bidrager.
Hvor du og jeg lever i det samme samfund, trygge, glade og med kærlighed til os selv, hinanden og vort samfund.

En nation bygges ikke alene af sprog, men af kærlighed.
Til hinanden, til samfundet, til landet.

Jeg vil gerne sikre, at vi i Kommuneqarfik Sermersooq bliver foregangskommune for dette menneskesyn.
Er du enig?

Så stem på mig den 4. april.